Trick or Treatment 2
Jeg fik læst Simon Singhs nyeste bog på ferien og var ærlig talt lidt rystet og kan klart anbefale bogen. Hvis det virkelig er sandt, at den nyeste evidens-baserede medicinske forskning viser, at behandlingsformer som akupunktur og kiropraktik ingen eller meget lille effekt har – ud over en placebo effekt – hvordan kan de stadig være så relativt anderkendte inden for sundhedsbehandling som de trods alt er og være så store “industrier” som de også er? Man undres. Jeg kan se, at det danske institut for Medicinsk Teknologivurdering kommer med en ny rapport om behandlinger af rygproblemer her i efteråret. Mon den officielle holdning til f.eks. kiropraktik ændres i forhold til den rapport, der ligger på deres hjemmeside helt tilbage fra 1999? Den gældende konklusion i Danmark må være følgende:
Manuel (kiropraktisk) behandling
Generelt anbefales manuel (kiropraktisk) behandling af ledkomplekser og omkringliggende væv ved mere end 2-3 dage varende funktionsindskrænkende akut lænderygbesvær og som indledende behandling ved aktuel opblussen af tilbagevendende/kronisk funktionsindskrænkende rygbesvær. Det er ikke muligt på forhånd at identificere personer, der vil have effekt af manuel behandling.
Nu er Trine ved at læse den, så det bliver spændende at høre, hvad hun mener om den. Som tidligere skrevet fik Simon Singh en retssag på halsen efter en artikel om kiropraktik i The Guardian. Avisen har fjernet artiklen, men den kan læses her.
Nå, men om ikke andet er det nu meget sjovt at gå ind på diverse behandleres hjemmesider og se at der f.eks. fortælles følgende om akupunkturbehandling i Odder: “Ved nålestik påvirker man livsenergien (Qi) for på denne måde at genoprette ubalancer i meridianernes energiforløb.” og at “Behandlerne har gode erfaringer med: Sportsskader, alle former for smerter, hovedpine/migræne, ryg, skuldre og nakkelidelser, frossen skulder, piskesmæld, tennisalbue/golfalbue, stress, barnløshed, mave-/tarmlidelser, bihulebetændelse, for højt blodtryk, eksem, kredsløbsproblemer, lidelser i sanseorganer, immunsygdomme, hormonelle forstyrrelser, tobaksafvænning, slankeprogram og meget andet”
Så har man da ikke lovet for meget.
Iflg. bogen er forskningens konklusion lige nu, at akupunktur muligvis kan have en positiv effekt på smerter og “ubehag”, men at det er usikkert om denne effekt går ud over den forventede placebo-effekt. Læs en kort konklussion fra manden selv på BBCs hjemmeside her.
Der er ikke skrevet så meget om bogen endnu i den danske presse, men jeg fandt en artikel på fpn.dk.
Ja, som I kan se er jeg fanget af en spændende debat – her kan f.eks. læses en lettere kritisk anmeldelse af bogen.